Dec 9, 2022
Vi har sagt det før, men Moviebox er jo meget mere end bare VHS-film. Moviebox er en state of mind, people! Eller... Det er i hvert fald alt det, som vi forbinder med lykkelig barndom i 80'erne og 90'erne. En kæmpe stor del af vores lykkelige barndom var computerspil og spillemaskiner. Hvad end det var en omgang Space Invaders hjemme foran fjernsynet, Spy Hunter på Commodore 64 eller en omgang Street Fighter II, mens du ventede på din flækkede ørn med svæller nede på grillen, så er computerspil en fuldstændigt integreret del af Moviebox-oplevelse. Derfor skal vi naturligvis ha' en Moviebox-aften dedikeret til film udelukkende baseret på computerspil. Så ved man nemlig, at kvaliteten er i top!...
Aftenens første hyldest til 8-bit-æraen kommer fra Sonny, der lægger ud med "teen-Rain Man på gaming-eventyr" i filmen The Wizard (1989). Herefter dykker Niels ned i filmhistoriens nok mest velkendte spil-til-film-katastrofe i form af Super Mario Bros. (1993), som måske ikke er kendt for at være skide god, men Niels har et mærkbart svagt punkt for den, og hans entusiasme smitter. Og sidste 2-krone i maskinen kommer fra Ask, der giver os kung fu-tøv med Double Dragon (1994).
Det er altid en fornøjelse at komme godt rundt i hjørnerne af vores Moviebox-verden og vi tør godt love, at det ikke er sidste gang vi roder med spillemaskiner. Indtil da, rigtig god fornøjelse med episoden og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!
Med venlig hilsen,
Ask, Sonny, Niels & Casper